Nordisk Biblioteksuge er et projekt under Foreningerne Nordens Forbund, der arbejder med at udbrede nordisk læsning, litteratur og uddannelse i Norden og nærområderne. Nordisk biblioteksuge afholdes i november hvert år - en uge der manifesterer højtlæsning, nordisk fortællekultur og litteratur. Det er en uge fuld af højtlæsning, udstillinger, debatter og kulturoplevelser på tusinder af biblioteker, skoler og forsamlingslokaler over hele Norden og i vores nærområder. Når det er mørkest i vores lande, tænder vi et lys og læser bøger. Dette er grundidéen i Nordisk Biblioteksuge.

Om mandagen er det den store højtlæsningsdag. Der skal vi have så mange institutioner som muligt til at deltage. Det bliver muligvis en uofficiel verdensrekord, når man mere end 2000 steder læser højt af årets udvalgte tekster på de forskellige sprog.

Nordisk Biblioteksuge består af to dele - Morgengry (højtlæsning for børn) og Skumringstimen (højtlæsning for voksne). Som noget nyt har vi også en ekstra kategori der retter sig mod unge voksne.

At deltage i Nordisk Biblioteksuge er gratis - foruden engagement. Sammen skaber vi en unik manifestation for højtlæsning - når den nordiske litteratur bliver gjort levende og får virkelige stemmer i vintermørket. Man kan tilmelde sig gratis her på hjemmesiden og få materiale som fx. badges og klistermærker tilsendt gratis.

Tilmeld din skole, dit bibliotek, eller institution allerede i dag under fanen 'Tilmelding' og tag del i Nordens største højtlæsningsevent. Under fanen "Årets litteratur og tema" kan du læse mere om årets tema og tekster.

Hjemmeside: bibliotek.org