Ny og gratis læringsportal til hele Norden

Norden i Skolen er en gratis læringsportal, som giver lærere og elever i alle de nordiske lande helt nye muligheder for at arbejde med nordisk sprog og kultur, samt klima og natur. Læringsportalen retter sig mod folkeskolen og gymnasiale uddannelser og vandt i 2011 de nordiske samarbejdsministres delte pris for at udvikle et koncept, der styrker forståelsen af nabosprogene dansk, norsk og svensk for børn og unge i hele Norden. Projektet er non-profit.

Norden i Skolen er delt op i to hovedområder: ’Sprog & kultur’ og ’Klima & natur’. Begge hovedområder består af et stort udvalg af spændende materiale, hvortil der er udarbejdet arbejdsopgaver, der understøtter faglige mål i samtlige nordiske læreplaner. Ved de enkelte opgaver og undervisningsmaterialer kan du se, hvilke læringsmål du kommer omkring. Se undervisningsmaterialer her.

Sprog & kultur

Primære fagområde:
sprogfag

Materiale under Sprog & kultur tager udgangspunkt i, at nabosprogsundervisning er noget andet end blot traditionel modersmålsundervisning. Opgaver og indholdselementer er udviklet og sammensat med et særligt nabosprogsdidaktisk fokus, som bl.a. sætter det talte sprog og lytteforståelsen i centrum. Og for at lære et sprog er det ikke nok blot at lære om det, - man skal også have mulighed for at bruge det. Dette har man bl.a. på Norden i Skolen via kommunikationsværktøjer som chat, videochat og en væg, der gør det muligt at bruge nabosprogene i en autentisk sammenhæng med venskabsklasser.

Et udvalg af litterære værker og film fra hele Norden skaber endvidere en spændende kulturel ramme om undervisningen, hvori elever ved at se tingene fra en anden vinkel og et andet ståsted - endda på et andet sprog -  bliver mere bevidste om sin egen sprog- og kulturforståelse.

Læs mere om ‘Sprog & kultur’ her.

Klima & natur

Primære fagområde:
natur- og samfundsfag

Materiale under Klima & natur sætter fokus på temaerne bæredygtighed, energiforburg og energikilder. Eleverne lærer at samarbejde med andre unge i de nordiske lande om at finde bæredygtige løsninger, der kan fungere i dagligdagen lige fra Grønland i nord til Finland i øst.

Under Klima & natur er det også muligt at deltage gratis i Klimaduellen; et fleksibelt læringsforløb og nordisk konkurrence, der bl.a. går ud på at aflæse og spare på skolens energi, mens man dyster mod jævnaldrende fra hele Norden.

Læs mere om Klimaduellen her

Læs mere om ’Klima & natur’ her.